Velkommen til Vindsuset! Vi er en udflytterbørnehave med plads til 66 børn, der holder til i Nærum nord for København. Her er vi tæt på strand og skøn natur og har Eventyrskoven i baghaven.
Vi har opsamlingssted i institutionen Børnehuset Håbets Allé på Håbets Allé 5 i Brønshøj, som vi har delt ledelse og tæt samarbejde med.
Vores hus
I maj 2021 flyttede vi til Nærum i et nyrenoveret hus og med en nyetableret naturlegeplads. I huset har vi tre stuer, et motorikrum, et kreaværksted og vores eget køkken.
Det meste af tiden bruger vi udenfor på vores skønne, store legeplads. Legepladsen er i flere niveauer og med mange smukke, gamle træer på grunden. I vores højbede dyrker vi tomater, ærter, kartofler og krydderurter sammen med børnene, og i vores levende hegn kan børnene gå på opdagelse efter insekter.
På legepladsen er der gode muligheder for at lege gemmeleg og slippe fantasien fri, og så har vi blandt andet en bålhytte, et klatrestativ, en boldbane og en motorikbane.
Naturen i fokus
Naturen er vores vigtigste lære- og værested, hvor nysgerrighed og sanser bruges til at indtage, mærke og forstå naturens vidunderlighed og foranderlighed, samt udvikle ansvarlighed og respekt for liv i bred forstand.
Vi er ude alle dage hele året rundt – uanset om det er solhat eller gummistøvler, der er dagens påklædning. Selv når træerne taber bladene og temperaturerne daler, nyder vi gerne frokosten i det fri.
Vi har en udforskende tilgang til naturen. Det kan for eksempel være, når vi graver et hul i jorden og undersøger, hvad vi kan finde af regnorme, biller og frø i mulden. Finder vi en død fugl på en gåtur i skoven, er det naturligt for os at være nysgerrige og sammen med børnene undersøge, hvordan den ser ud.
Vi er så heldige, at vi er omgivet af skov, marker og vand, og vi bruger vores nærområde rigtig meget. Vi har Eventyrskoven i baghaven, hvor der blandt andet er bålplads og eventyrlige aktiviteter, og foran institutionen ligger Nærums gadekær, hvor vi kan finde insekter i vandkanten. Vi har også to el-ladcykler til ture længere væk. Det kan være en tur til Øresund for at samle sten og soppe eller en tur i Dyrehaven og se på kronhjorte.
Et inddragende børneperspektiv
I Vindsuset arbejder vi med et inddragende børneperspektiv. Vi er stadig ved at etablere vores legeplads, og her er børnene en helt naturlig del af processen. Både i forhold til at beslutte, hvad legepladsen skal indeholde, men også når der skal køres med trillebør, hamres søm i et bræt eller vandes blomster i køkkenhaven.
Derudover har vi flere gange om året det, vi kalder ”børnemøder”. Her kan børnene være med til at bestemme hvilke lege, vi skal lege til morgensamling eller hvilken musik, vi skal høre til fredagsrock.
Vi bruger også børnemøderne til, hvis der opstår noget, som det kan være relevant at inddrage børnene i. Det kan for eksempel være en snak om, hvordan man er en god børnehaveven – igen på en måde, hvor det er børnenes perspektiver, der er i fokus. For os er det nemlig vigtigt, at vi er nysgerrige på børnene, da vi ved, at de har en masse viden og lyst til at byde ind.